Saalbach

Det nye år er startet godt

Siden sidste indlæg er der virkelig sket en masse; vi er begyndt at få flere og flere gæster, tiden går hurtigere og hurtigere, og der kommer mere og mere sne. Det hele er med til at gøre Saalbach til den hyggelige by, som man har hørt så meget om.

Som sagt, så går tiden hurtigere og hurtigere. Dette skyldes bl.a. at opgaverne bliver flere, fordi vi får flere gæster. Samtidig bliver mange af opgaverne dog også sjovere, når vi får flere gæster – hvorfor man med rette kan sige, at ”tiden flyver, når man har sjovt”!

Og så er der jo sneen … Den længe ventede sne! Den er endelig begyndt at komme, og i løbet af den sidste uges tid er der virkelig sket noget, og det er vi ellevilde over – ikke bare os guider, men faktisk nærmest hele byen. Byens indbyggere har længe gået og sukket over, hvor den årlige sne bliver af, og uroen var begyndt at lure i deres ansigter. Denne uro er dog skiftet ud med en glæde, som ikke er til at tage fejl af – ligesom vores.

Vi håber, det nye år bliver ved med at bringe så positive overraskelser, som det har gjort indtil videre. Godt nytår!