Nytår – Ny sne

Så kom vi også ind i det nye år her i Saalbach. I den forbindelse vil hele Team Saalbach gerne ønske jer alle et rigtigt godt nytår og alt det bedste for år 2017!

Nytårsdag var en fantastisk flot dag med klar, blå himmel og højt solskin, altså perfekte rammer for sæsonens første picnic. Vi havde naturligvis sørget for champagne i dagens anledning, og med højt humør fra vores søde gæster blev det en eftermiddag med en fantastisk stemning og mange grin.

Nytårspicnic i Saalbach

Da klokken blev fem, forkælede Saalbach os med det årlige fakkel- og fyrværkerishow, og da uret slog 00:00 lyste himlen igen op i et hav af farver, som både blev nydt fra byens torv, men også fra toppen af børnebakken, ved det berømte afterskisted Hinterhag Alm.

Fakkeloptog i Saalbach

Da roen så småt havde lagt sig over byen, gik der dog ikke længe, før der igen var noget at fejre. Nemlig at sneen for alvor kom til Saalbach! Allerede d. 2. januar begyndte sneen så småt at dale, og de næste dage bød på sne i store mængder.  

Som I nok kan forestille jer, skulle vi selvfølgelig hurtigst muligt ud og teste den friske pudder. Der var ingenting, som kunne holde os tilbage, og vi tilbragte en hel dag sammen med to friske gæster – i kraftigt snevejr og frisk sne op til livet.

Sne i Saalbach

Tilbage er der bare at sige, at vejrudsigten fortsat lover minusgrader, og at vi godt kan forvente os en hel del sne endnu.

Team Saalbach glæder sig til at hilse på jer alle her nede i vores lille sneparadis.

Begejstrede hilsner

Felicia, Carina, Robin og Jesper, Team Saalbach