Oplevelser for livet

Endnu nogle uger er gået i sneparadiset Saalbach. Vi er midt i højsæsonen, og Saalbach er fyldt med gæster og fede oplevelser. Dagene flyver stadig af sted, og der bliver kørt en masse kilometer på pisterne.

Pistevisning i Saalbach

Februar måned bød igen på en fødselar blandt os guider. Robin fyldte år, og det skulle selvfølgelig fejres! Og hvor ellers end hos Restaurant Peter. I den anledning fik Vilma og Emil også oplevet Peters show, når man får serveret hans berømte specialitet Felsensteak. Peter er altid god for en lille wienervals, mens kødet steger færdig ved bordet på en varmesten. Efter en festlig fødselsdagsmiddag gik turen videre til vores favoritbar, UnderBar. På UnderBar får man altid en god aften med livemusik og kolde øl. Hvis man er til stærkere sager, kan man prøve deres Schiwasser, som indeholder lidt andet end bare hindbærsaft, som man ellers kender det fra bjerget.

Restaurant Peters    Restaurant Peters

Vi kan fortsat sige, at vejret er med os her i Saalbach. De seneste uger har fortsat budt på kaiserwetter. Hvad er bedre end lige at tage ti minutter i en liggestol og nyde solen, inden man igen snupper en tur ned af pisterne? Vejrudsigten for de kommende dage melder sne, så det er helt perfekt.

Vi håber, vi snart ses!

Sol- & snefyldte hilsner fra

Vilma, Simone, Felicia, Emil, Robin & Jesper
Slopetrotter Skitours – Team Saalbach